Sussi Trampedach

profilbillede_sussi

Sussi Trampedachs kunstneriske begavelse er indlysende.

Uagtet medfødte kunstneriske evner er hun er sin egen – og har over tid udviklet og perfektioneret et eget og meget sikkert kunstnerisk udtryk.

Hendes figurverden appellerer i høj grad til vores fantasi. Men hvordan startede alt dette og hvad ligger til grund for hendes motivverden? Hvorfor menneskefigurer med dyrehoveder?

Sussi Trampedach fortæller, at hun som lille sad og kiggede på sin mor når hun tegnede, hun har altid været en stor inspirator for Sussi og hendes streg kan anes i flere værker.

Dyrene har altid været en del af familien og Sussi oplevede at også dyrene havde følelser som mennesker - forskellige følelser, der gav inspirationen til de små finurlige væsener - et hundehoved med menneskeskikkelse som soldat på hjul, en flot kvindeskikkelse i selskabskjole med løvehoved og pigge på ryggen.

Sussi arbejder i dag mere bevidst med figurerne - de har nu indtaget det meste af lærredet - de udvikler sig og blandes sammen - nogle får flere hoveder.

På trods af en forholdsvis kort kunstnerisk karriere er det gået rigtig stærkt for Sussi Trampedach. Der er stor interesse for kunstnerens værker, ikke kun i Danmark men også i udlandet. På Art International Luxembourg har Sussi Trampedach fast plads.

Ud over det uforlignelige og fabulerende udtryk, er Sussis værker af overordentlig høj teknisk gennemarbejdethed og med stor kvalitet i hvert enkelt værk.