Wiliam Skotte Olsen

William-Skotte-Olsen_portraet_300

Wiliam Skotte Olsen (1945- 2005)

Wiliam Skotte Olsen er kendt for sine malerier af ansigter, der stirrer, tænker og ser forundrede ud, og han formår i en enkel og farverig stil at udtrykke hele følelsesregistret. Hans malerier er elsket af mange, især for det fantastiske farvevalg, der rammer lige i hjertet.

Wiliam Skotte Olsen var en klar outsider i dansk kunstliv. Han blev født ind i en familie, der var stærkt knyttet til frelsens hær, og som ung spillede han trombone i deres orkester. Han begyndte tidligt at male og meldte sig til tegnekursus på Glyptoteket og senere Kunsthøjskolen i Holbæk, hvor han forberedte sig til akademiet. Her blev han optaget i 1965, men det fangede ham ikke rigtigt, og han kom der kun sjældent. Mere interessant var den nye “Hippie” bevægelse og de stoffer, der dukkede op i kølvandet heraf. Wiliam fulgte beredvilligt Allen Ginsbergs parole om at “turn on – tune in – and drop out” - Det blev hektiske år.

I 1971 drog han på den store Indiens tur med tog og bus gennem Tyrkiet og Afghanistan. Efter denne tur havde Wiliam svært ved at finde fodfæstet igen, og i 1974 gik det helt galt.

Wiliam forklarede om skjulte mikrofoner og russiske atombomber og måtte først på Herstedvester, siden på Sankt Hans’ lukkede afdeling. Her blev han i 3 år. Herefter var Wiliams liv totalt ændret og han passede skidt ind i et samfund, hvor flower-power tiden uigenkaldeligt var forbi.

Dan Sterup-Hansen, der var leder af grafisk skole, tog ham en tid under sine vinger, og Wiliam kunne benytte skolens faciliteter, skønt han på dette tidspunkt ikke var tilmeldt akademiet. Det kom der nogle ypperlige raderinger ud af.

På denne tid (begyndelsen af 1980’erne) boede Wiliam i en kondemneret ejendom i Odins gade, hvor han havde indrettet sig på loftet under tagspærene. Her malede han en serie små indtagende billeder på stumper af pap, han fandt på sin vej.

De sidste 20 år af sit liv boede Wiliam Skotte Olsen i en skurvogn på Christiania, hvor han befandt sig godt, men arbejdede under skiftende og vanskelige forhold.

Wiliam er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, Nordjyllands Kunstmuseum, Trapholt, Vendsyssel Kunstmuseum, og senest Nationalmuseet, der i 2001 indlemmede en hash-bod i samlingen, rigt dekoreret af Wiliam.